Historien om Næsehornsordenen

Grundlagt i Kongeriget Dania anno Domini MXLVII

I de ældgamle tider, da Nordens konger endnu droge i kamp med sværd oc skiold, oc dåd oc ære vejede tungere end guld, levede en mægtig konge, kaldet Hagbard den Anden aff Dania. Under færd mod syd — somme sige til Kongernes Havne udi Affrika, andre til det Hellige Land — kom han for syn af et dyr saa storslaaet, at han tog det for et tegn aff Gud: det pansrede næsehorn.

Dyret tykkedes ham at spegle kongesindet: urokkelighed oc taalmod, ej grumhed; men naar trængt, svarede det med kraft. Da Hagbard vendte tilbage til sit rige, lod han prægerne slaa et kgl. segl med næsehornets billede, oc bød, at en ny orden skulde stiftes til hæder for tapperhed, trofasthed oc standhaftighed.

Saa blev Næsehornsordenen til: en ridderlig orden, hvori medhlemmerne svore ed “at stande fast som hornet i stormen oc værne riget med sindets oc stålets styrke”. Første stormester vorde Ridder Almar aff Stenholm, kongens nære våbenfælle, som ved slaget ved Hvalborg Mose frelste kongens liv. I kongens levetid bar kun tolv udvalgte mærket — én for hver maaned udi aaret — oc alene kongen kaldte en mand til ordenen.

Udi krønniker fra det trettende aarhundred kaldes ordenen Ordo Rhinocerotis. Et brev fra klosteret i Lund beretter: “Den, som bærer hornet, frygter intet; thi Gud gav ham urokkelighed.” Da riddertiden siden svandt oc sværdet vorde byttet med pennen, gav man ordenen ogsaa for stivnæbbet standhaftighed i gerning oc gavn, ej kun i krig.

Symbolik oc Motto

Næsehornets styrke oc taalmod ere ordenens billed: hornet tegner sandheds kraft — urokkelig, dog ikke ubønhørlig. Omkring mærket føres kors oc liljer som tegn paa tro oc kongelig naade. Farverne ere sølv paa dybblå grund, thi lyset bryder mørket.

Motto: Fortitudo Cornu – Virtus Aeternum
“Kraft udi hornet – dyd til evighed.”

Eftermæle

Skønt mange andre ordener siden vorde skabte, beholdt Næsehornsordenen sit slør af mystik. Der gaa sagn om et ægte horn, som Kong Hagbard selv bragte til Dania; det blev indfattet udi sølv oc gemt i rigets skatkammer, kun fremdraget ved kroninger oc store højtider.

Gamle protokoller melde, at naar en ridder aflagde sin ed, lagdes haanden paa hornets sølvrand, oc stormesteren talte ordene: “Staa, som klippen staar, oc vær sand, som staal er sandt.” Nogle sige end, at den, som bærer ordenens tegn, bærer en flig af dyrets aand: at vorde fast, hvor andre vakle.